Den sidste sag på dagsordenen var:
6) Første behandling af lovforslag nr. L 163:
Forslag til lov om indfødsrets meddelelse. Af integrationsministeren (Rikke Hvilshøj). (Fremsat 27/4 2005).

Lovforslaget sattes til forhandling.

Forhandling

Med dette lovforslag er der tale om det sidste af de to lovforslag om indfødsrets meddelelse, der fremsættes i denne samling. Lovforslaget omfatter i alt 3.052 personer, og desuden indebærer lovforslaget, at 2.064 børn får indfødsret sammen med deres forældre.
     Disse mennesker har vist, at de opfylder betingelserne for at få dansk indfødsret. De har bl.a. vist viljen til at lære det danske sprog, og det er et væsentligt skridt på vejen til integration. Det kan godt være, at dette at opnå dansk indfødsret for nogle betyder muligheden for at få et pas. Så prosaisk kan det jo være. Men dette at opnå dansk indfødsret er også muligheden og chancen for at få dansk stemmeret til Folketinget.
     For Venstre er det vigtigt at understrege netop denne betydning af dette at få dansk indfødsret og blive dansk statsborger. Derfor er det også godt, at vi i øjeblikket herinde drøfter, hvordan vi kan markere, at det at opnå dansk indfødsret og dansk stemmeret er en betydningsfuld sag, som vi gerne vil markere ved at byde de nye danskere særlig velkommen. Det er vigtigt at markere, at et statsborgerskab er en væsentlig ting.
     Venstre kan tilslutte sig forslaget.

Jeg giver ordet til fru Anne-Marie Meldgaard som ordfører.

Jeg kan fuldt ud tilslutte mig Venstres ordførers tale og vil blot understrege, at vi i Socialdemokratiet heller ikke på noget tidspunkt har lagt skjul på, at de generelle krav, der er i den eksisterende aftale om ophold i Danmark, hvad enten der tales om alder, forfalden gæld til det offentlige, virksomhed, danskkundskaber, kendskab til det danske samfund, karenstid ved kriminalitet osv., er vigtige krav, som selvfølgelig skal være opfyldt, for at der kan tildeles indfødsret.
     Vi støtter det her forslag, men vil gerne opfordre ministeren til, inden vi skal behandle et kommende forslag i en ny samling, at sørge for at få en egentlig aftale på plads, så vi ikke næste gang skal stå med et lovforslag, som bliver fremsat på de gamle betingelser på baggrund af en aftale, som ikke eksisterer længere.
     Tilslutning til forslaget.

Næste ordfører, hr. Søren Krarup.

Jeg tager ordet for i al stilfærdighed at fortælle, hvorfor vi heller ikke denne gang kan stemme for indfødsretslovforslaget. Vi er kede af det, for vi ville gerne. Vi er glade for samarbejdet med integrationsministeren, og vi er glade for samarbejdet i Indfødsretsudvalget, hvor tonen er præget af saglighed og nøgternhed, men vi er endnu ikke blevet enige om det, der har været stridspunktet siden 2004, nemlig den prøve i dansk, som man skal bestå for at få dansk indfødsret.
     Jeg vil godt fortælle lidt om baggrunden, men først vil jeg i en parentes sige, at det antal statsborgerskaber, som vi legaliserer hvert år, gør mig dybt betænkelig, når jeg holder antallet sammen med det danske fødselstal. Forholdet er jo, at der årligt fødes ca. 60.000 danske børn - i 2004 helt præcis 64.397 børn. Samme år fik ca. 10.000 fremmede dansk indfødsret, helt præcist 9.483, og så var det endda et lavt antal, for nogle år siden var det op imod 20.000 om året, der fik dansk indfødsret.
     I et land, hvor fødselstallet svinger mellem 50.000 og
60.000, tror jeg, at enhver kan øjne perspektivet; jeg tror, at uhyggen med hensyn til fremtiden kan gribe enhver dansker. Dette var en parentes, som jeg følte trang til at indsætte.

     Derefter vil jeg i al korthed fortælle om forløbet vedrørende indfødsret i forrige folketingsperiode. Som bekendt indgik regeringen og Dansk Folkeparti en udlændingeaftale den 7. maj 2002, som satte mange ting på plads, også - troede vi - problemet med en ukontrollabel tildeling af indfødsret. Kravene til sprog, kriminalitet og offentlig gæld blev strammet.
     Men desværre var vores viden om sprogskolerne, eller som vi endte med at kalde det sprogjunglen, for ringe. Derfor opdagede vi med bekymring, at hvor vi havde anset den aftalte sprogprøve for forsvarlig, var den alt andet. Udlændinge, som dårligt kunne tale dansk, opnåede indfødsret.
     Derefter gennemgik vi området med en ekspert og nåede frem til kravet om dansk som andetsprog på VUC som det nødvendige, for det svarer til en 9. klasse. I betragtning af at dansk indfødsret medfører dansk stemmeret til Folketinget, og at man derfor skal kunne orientere sig i den offentlige debat, forekom det os indlysende.
     Men vi kunne ikke blive enige med den daværende integrationsminister, bl.a. tror vi, fordi der skete en forveksling af to prøver: prøven i dansk III og danskprøve III, og derfor har vi siden måtte stemme nej til indfødsretslove. Vi håber, at dette kan ændres. Vi håber, at vi kan finde frem til en enighed med regeringen og dens partier, som vil medføre, at vores fortræffelige samarbejde kan resultere i et fremtidigt fælles ja til fremtidige love. Så meget til orientering.
     Lad mig sige: Vi er fulde af forventning og fortrøstning.

Det var ikke, fordi jeg ellers havde tænkt mig at tage korte bemærkninger til denne her debat. Jeg synes bare, der var en enkelt udtalelse fra hr. Søren Krarup, som fortjente at få en kommentar med på vejen.
     Hr. Søren Krarup sagde, at uhyggen med hensyn til fremtiden må gribe enhver dansker. Der vil jeg i hvert fald gerne understrege, at uhyggen i hvert fald ikke griber mig som ordfører for Det Radikale Venstre, og jeg går ud fra heller ikke en del andre med mig. Derfor synes jeg, det var vigtigt lige at få slået det her fast.
     Det her lovforslag handler om nogle mennesker, som gør sig utrolig umage med at blive en del af det danske samfund, og handler om nogle mennesker, der gerne vil være danske statsborgere, og det synes jeg man skylder dem al mulig respekt for.

Jeg kan da kun gratulere hr. Ammitzbøll med hans gode tro. Den ville jeg gerne dele, men som sagt har jeg netop i min tale tilkendegivet, at vi ikke finder de forskellige prøver tilstrækkelige, og derfor er det, vi siger, at de, der har fået dansk indfødsret, har efter vores mening ikke alle fortjent den.
     Som sagt synes jeg ikke, der hører så megen fantasi til at kunne se det betænkelige i, at et lille folk, der føder
60.000 børn om året, samtidig ser - tidligere op imod 20.000
- fremmede få indfødsret, og vi siger altså, at bestemt ikke alle har været kvalificeret til at blive danske. Jeg synes jo godt, at man der øjner en fremtid, som ikke behøver at være behagelig.

Tak til ordføreren. Jeg giver ordet til den næste ordfører, det er hr. Christian Wedell-Neergaard.

Da vores ordfører på området, hr. Allan Niebuhr, er forhindret i at være til stede, skal jeg på hans vegne fremføre følgende:
     På vegne af Det Konservative Folkeparti skal jeg anbefale, at det i lovforslaget indeholdte nyder fremme. Lovforslaget har sin baggrund i et cirkulære fra 2002 ifølge en aftale indgået mellem Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti. Der er tale om tildeling af dansk statsborgerskab til en række personer, som for de flestes vedkommende har boet i landet i en årrække, og som hver især lever op til de krav, der stilles til de pågældendes sprogkundskaber, og andre krav som formuleret i cirkulæret.
     Vi har endvidere i indeværende samling haft en del personer og sager til vurdering i udvalget, sager, hvor de omhandlede personer ikke var i stand til at opfylde de stillede krav af helbredsmæssige eller andre grunde.
     Det har været holdningen hos et bredt flertal i udvalget, at kravet til de pågældende forud for tildelingen af dansk statsborgerskab skal være at kunne tale og forstå dansk som et væsentligt kriterium og et kriterium, som vi meget sjældent har villet afvige fra.

     Det er vigtigt for os at fastslå, at der ikke er tale om de pågældendes ret til at opholde sig og leve i Danmark, men alene om retten til at blive dansk statsborger og få ret til et dansk pas. Her har vi i udvalget valgt at holde en ret streng linje.
     Jeg skal på baggrund af dette oplyse, at vi Konservative kan tiltræde forslaget, som det nu foreligger, og vi anbefaler, at de i lovforslaget omhandlede personer får ret til dansk statsborgerskab, og indstiller det derfor til videre behandling.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jeg afslører næppe noget ved allerede nu at sige, at Det Radikale Venstre har tænkt sig at stemme for dette lovforslag. Rent principielt vil jeg dog alligevel komme med et par betragtninger.
     Det Radikale Venstre ville foretrække, at sager om indfødsret fik en helt anden behandling, end tilfældet er i dag. Det burde efter radikal opfattelse ikke være et udvalg i Folketinget, der sidder og behandler dispensationssagerne om dansk indfødsret. Folketinget er et parlament, ikke en kommunalbestyrelse. Folketinget skal lovgive, ikke sagsbehandle. Det er Det Radikale Venstres udgangspunkt. Vi mener, at sager om indfødsret burde behandles efter lovgivning og ikke efter et kontorcirkulære. Deraf følger, at vi i Det Radikale Venstre mener, at dispensationssagerne også burde afgøres administrativt.
     Alt det her ved vi godt at der næppe er vilje til hos et flertal i Folketinget, men det ville altså give en mere ensartet behandling af sagerne. Nuvel, flertallet mener, som flertallet mener, og det accepterer vi selvfølgelig. Men selv ud fra det perspektiv, at vi accepterer de nuværende regler som udgangspunkt, har vi visse bekymringer.
     Af lovforslaget fremgår det, at der er lidt over 80 statsløse, der har fået tildelt statsborgerskab med det her lovforslag. Det er efter Det Radikale Venstres mening et overraskende lavt tal set i forhold til FN's konvention om statsløse personers retsstilling, medmindre det selvfølgelig dækker over, at der kun er så få statsløse, der virkelig har søgt og opfyldt dispensationsbetingelserne. Staterne har nemlig skrevet under på, at de så vidt muligt skal lette statsløse personers optagelse i samfundet og deres naturalisation.
     Det Radikale Venstre ville gerne have, at ånden i konventionen var i baghovedet, når der skulle tildeles dansk statsborgerskab, ja, måske kunne den ligefrem skrives ind i cirkulæret.
     Apropos cirkulæret vil jeg godt fortsætte der, hvor den socialdemokratiske ordfører, fru Anne-Marie Meldgaard, slap. Var det ikke på tide, at vi fik opdateret det cirkulære, som bygger på en gammel aftale mellem VK-regeringen og Dansk Folkeparti? For det er vel næppe sådan, at de nuværende aftalepartier mener, at der skal administreres, som Dansk Folkeparti i sin tid ønskede det? Eller er det det, der er tilfældet?
     Det Radikale Venstre vil i hvert fald meget gerne stille sig velvilligt til rådighed for at deltage i en ny aftale, hvis der skal være en ny kreds af aftalepartier, men det kræver selvfølgelig, at aftalen indebærer noget andet end det, hr. Søren Krarup og partifæller i sin tid ønskede.
     Med de faldne bemærkninger skal jeg endnu en gang fastslå, at vi i Det Radikale Venstre selvfølgelig stemmer for - og vi stemmer faktisk for med glæde.

Fjerde næstformand (Niels Helveg Petersen): Ordføreren bedes blive på talerstolen. Hr. Søren Krarup har bedt om ordet for en kort bemærkning.