Spørgsmål nr. 5: ”Ministeren bedes redegøre for, hvordan armslængdeprincippet håndhæves ved fordeling af tipsmidlerne.” Svar: En del af puljerne på det kulturelle tipsaktstykke fordeles af sagkyndige organer, råd mv., som har den endelige afgørelse ved udmøntning af pengene afsat til det enkelte kulturelle formål. Eksempelvis fordeles tilskuddet til danseteatre, garantifond, kabaretscener og internationalt teater af Kunstrådet, jf. aktstykkets formål 5. Teatre. Puljen til Biblioteker, jf. formål 6, fordeles af Biblioteksstyrelsen. Under formål 7. Litteratur fordeles puljen til Alment kulturelle tidsskrifter af Kulturministeriets Tidsskriftudvalg. Under formål 11. Idrætsforskning, Anti-Doping Danmark m.v. fordeles puljen til idrætsforskning efter ansøgning af Kulturministeriets Udvalg for Idrætsforskning og puljen vedrørende doping fordeles af Anti-Doping Danmark.