Kulturminister Brian Mikkelsen   10. maj 2005 Kære Brian Mikkelsen, Hermed fremsendes en nærmere redegørelse for centrale elementer i H. C. Andersen 2005 Fondens generelle virksomhed og åbningsshowet ”Once Upon A Time” i Parken den 2. april. Denne redegørelse er tiltrådt af følgende medlemmer af bestyrelsen: Anker Boye, Poul Bache, Lars Blicher-Hansen, Kaspar Rostrup, Jørgen Lund, Jan Boye og Niels Jørgen Langkilde. Kay Dam Steffensen og Peter Højland har været bortrejst, og det har ikke været muligt at få deres stillingtagen til redegørelsen. Åbningsshowet Showet ”Once Upon A Time” skulle i en let tilgængelig form gøre opmærksom på starten af Andersen-året nationalt og især internationalt og har med hensyn til indhold og udbredelse levet op til forventningerne. Showet blev på aftenen set af 1,6 million danske seere og er på nuværende tidspunkt solgt til en modtagerskare på 400 millioner seere internationalt. Et tal der sandsynligvis forøges gennem fortsat salg af showet.    Showet var ikke et velgørenhedsshow og havde ikke primært til formål at indsamle midler til H. C. Andersen-abc-Fonden, og der var derfor heller ikke søgt om momsfritagelse på showet.   Det væsentligste og afgørende element i showets økonomi var tilvejebringelsen af et eller flere absolutte topnavne indenfor rock- og pop, som skulle sikre de nødvendige indtægter fra billetsalg, TV-salg og sponsorer.   Som producent på showet valgte bestyrelsen i samråd med Danmarks Radio det britiske produktionsselskab Initial, der er kendt som en af Europas førende producenter af underholdning og direkte event-TV.  
2 Danmarks Radio har haft projektledelsen i forbindelse med gennemførelsen af showet og TV-produktionen. Der blev med rådgivning fra advokatfirmaet Bech-Bruun Dragsted og efter meget omfattende forhandlinger indgået kontrakt mellem Danmarks Radio, Fonden og Initial i august 2004. Initial kunne ikke levere tilstrækkelige topnavne, hvilket havde   store konsekvenser for showets indtægter fra billetsalg og TV- salg. Dette er i korte træk baggrunden for, at fonden relativt kort tid før showets afvikling selv måtte engagere sig i arbejdet med at skaffe de nødvendige store navne, herunder Jean Michel Jarre, Daniel Beddingfield, Olivia Newton-John og Tina Turner.   Det skal nævnes, at showet havde resulteret i et underskud, selvom Tina Turner ikke var blevet engageret. Argumentet for at gøre det var et ønske om at få de resterende billetter solgt. Forholdet til H. C. Andersen-abc-Fonden H. C. Andersen-abc-Fonden er en selvstændig fond etableret af Bikubenfonden med et velgørende formål, som er oprettet i tilslutning til H. C. Andersen jubilæet. H. C. Andersen 2005 Fonden og abc-Fonden har forskellige formål og er helt uafhængige af hinanden. Der er et samarbejde mellem de to fonde, bl.a. om kommercielle aftaler til gensidig fordel. Som led i dette samarbejde blev åbningsshowet brugt som lejlighed til internationalt at skabe opmærksomhed om abc-Fondens virke.   H. C. Andersen 2005 Fonden havde fra starten budgetteret med et tilskud til showet på 10 mio. kr. Som led i samarbejdet med abc- Fonden besluttede H. C. Andersen 2005 Fonden at eventuelle overskydende indtægter herefter kunne tilfalde abc-Fonden. Regnskabet viser imidlertid, at såvel det budgetterede tilskud som en senere hensat reserve på 12 mio. kr. blev brugt, hvortil kommer et yderligere underskud på 13 mio. kr. Der var således ikke mulighed for at tilgodese abc-Fonden.   Hensigten om at donere eventuelle overskydende indtægter til abc-Fonden fremgik af  foromtalen af showet i trykt materiale, men ikke af de bragte TV-spots i DR.   H. C. Andersen-abc-Fonden er endvidere tilgodeset på anden vis ved at have fået overdraget retten til at anvende H. C. Andersen 2005 Fondens logo. Det har medført aftaler med en lang række kommercielle samarbejdspartnere, der støtter den humanitære fond gennem betaling for brug af logo.  
3 H. C. Andersen 2005 Fonden har ved henvendelse til mulige H. C. Andersen-ambassadører lagt hovedvægten på tilknytningen til 2005-Fondens aktiviteter, jf. vedlagte eksempel på en sådan henvendelse.     Bestyrelsens beslutningsproces Bestyrelsen har i enighed truffet beslutning om aftalekomplekset bag åbningsshowet.   Deloitte har assisteret fondens ledelse og løbende ydet rådgivning i forbindelse med forhandlinger, økonomistyring og rapportering på åbningsshowet. Bestyrelsen gav inden showet generalsekretæren mandat til inden for en ramme på 1,5 mio. kr. at finansiere yderligere kunstneres medvirken. Den konkrete beslutning om at afholde udgiften til Tina Turners deltagelse i showet ud over det givne mandat er alene truffet af fondens generalsekretær efter forudgående tilslutning fra formanden og en af Bikubenfondens repræsentanter i bestyrelsen, direktør Kay Dam Steffensen. Beslutningen er truffet under henvisning til fondens forretningsorden, der foreskriver at ”Bestyrelsen behandler og træffer afgørelse i alle sager, der efter fondens forhold er af usædvanlig art eller størrelse. Generalsekretæren kan dog træffe de nødvendige dispositioner i sager af denne art, såfremt bestyrelsens afgørelse ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for fondens virksomhed, idet formandens eller næstformandens tilslutning så vidt muligt indhentes forinden”   Bestyrelsen har efterfølgende drøftet beslutningen på møde 3. maj og måtte konstatere, at der ikke var enighed om rækkevidden af denne bestemmelse, hvilket blev protokolleret. Bestyrelsen var herefter enige om, at en sådan beslutning burde være forelagt den samlede bestyrelse. Bestyrelsen har besluttet, at der på næstkommende møde 31. maj fremlægges et forslag til præcisering af ovennævnte punkt i forretningsordenen med henblik på at undgå fremtidig tvivl om rækkevidden.   Økonomistyringen i fonden Fondens samlede midler er uddelt med udgangspunkt i et grundlæggende princip om, at fonden optræder som tilskudsyder og ikke er producerende. Dvs. fonden er i de mange hundrede projekter ikke produktionsansvarlig og har derfor heller ikke del i projekternes økonomiske resultat, uanset om der er et overskud eller et underskud.  
4 Ydermere følges enhver uddeling fra fonden af en kontrakt, der fastlægger gensidige rettigheder og forpligtigelser i forbindelse med tilskud fra fonden og præstationskrav i forbindelse med udbetaling.    Undtagelsen fra princippet om alene at være tilskudsyder er åbningsshowet, hvor fonden har været ansvarlig arrangør og dermed har påtaget sig en økonomisk risiko.   Årsagen til det dårlige økonomiske resultat for åbningsshowet er svigtende billetsalg og de besluttede udgifter til kunstnere. Udgiftsbudgettet for showet er i øvrigt blevet overholdt.   Resultatet af åbningen har nødvendiggjort en gennemgang af fondens samlede budget med henblik på at tilvejebringe balance i budgettet ved omprioriteringer og besparelser.   En væsentlig del af besparelserne  skal findes indenfor sekretariat m.v., mens besparelser på projektsiden fortrinsvis vil ske på projekter, der ikke har overholdt deres kontraktlige forpligtigelser og projekter, der forventes vanskelige at gennemføre. Fonden har givet tilsagn om at yde tilskud til en lang række projekter under bestemte forudsætninger om samarbejde og medfinansiering fra andre sider, som i mange tilfælde endnu ikke er opfyldt og nogle projekter vil derfor ikke kunne realiseres.   Fonden budgetterer med samlede uddelinger til projekter (excl. åbning/afslutning) for ca. 155 mio. kr. jf. vedlagte økonomiske oversigt. Heraf er ca. 80 mio. kr. på nuværende tidspunkt ikke udbetalt.     Åbenheden Bestyrelsen lægger vægt på den størst mulige åbenhed i arbejdet. Fonden har siden stiftelsen i juni 2002 åbent fortalt om det samlede budgets fordeling på hovedposter (hvor meget til kunst/kultur, uddannelse og turisme samt sekretariat og PR). De konkrete uddelinger er løbende blevet offentliggjort efter fælles aftale mellem fonden og tilskudsmodtagerne. Allerede i   juni 2004 blev der lagt en samlet oversigt på portalen www.hca2005.dk, hvor det har været muligt at følge den samlede udvikling i fondens budget og de enkelte uddelinger.   Det har siden 2. februar fremgået af oversigten, at stort set alle midler er uddelt, og at meget få planlagte uddelinger endnu ikke er offentliggjort. Informationen er ligeledes hele tiden blevet uddybet og videregivet til pressen i utallige personlige og telefoniske interviews, herunder oplysninger om samarbejdsaftaler med øvrige offentlige tilskudsydere.  
5 Oplysningerne er blevet offentligt tilgængelige, når det af tidsmæssige og forhandlingsmæssige årsager har været muligt. Udover almindelig kutyme i en forhandling og juridiske forpligtigelser i et aftaleforhold har der også været tidsplaner, timing og helt praktiske forhold at overholde og tage hensyn til forud for en offentliggørelse.   Udover dette er fondens bestyrelse positivt indstillet overfor at iværksætte udarbejdelsen af særligt informationsmateriale til Folketingets Kulturudvalg. Fondens formål Afslutningsvis vil vi gerne understrege at fondens formål, der er at udbrede kendskabet til og skabe interesse for H. C. Andersen, på alle måder er lykkedes siden fondens stiftelse i 2002. Fondens uddelinger og aktiviteter har allerede før jubilæumsårets start skabt en meget betydelig mediemæssig og kunstnerisk opmærksomhed omkring H. C. Andersen og Danmark.   Med venlig hilsen Anker Boye Poul Bache Bestyrelsesformand Næstformand
6 Bilag: 1.  Økonomisk oversigt HCA 2005 Fondens midler 2.  Liste over tilskud til projekter 3.  Økonomiske hovedtal for åbningsshowet 4.  Eksempel på brev til HCA-ambassadører