Som jeg lige har redegjort for i forbindelse med det tidligere spørgsmål, offentliggør Danske Regioner kvartalsvis – hvert kvartal – hvor mange børn og unge der står på venteliste i børne- og ungdomspsykiatrien.
Den opgørelse baserer sig på de indberetninger, som Danske Regioner modtager fra regionerne.
Det er Danske Regioner, der har besluttet, at ventelistetallene opdeles i antal børn og unge, der har ventet i henholdsvis under og over 2 måneder.
Og det er jo en relevant opdeling, for den hænger sammen med, at en ventetid på mere end 2 måneder som bekendt giver ret til at vælge privat behandling.
Det er jo derfor, det er relevant at se på, hvor mange der venter henholdsvis mindre eller mere end 2 måneder.
Det er disse ventelisteoplysninger fra Danske Regioner, jeg videregav i forbindelse med min besvarelse af spørgsmål 804 for en uge siden.
Det er en opgørelse, som giver et godt indtryk af ventelistesituationen lige nu, fordi tallene er helt friske.
Jeg kunne således oplyse Sundhedsudvalget, hvor mange børn der står på venteliste så sent som 1.
juli i år.
Som det også fremgik af min besvarelse af spørgsmål 2, altså det tidligere spørgsmål, offentliggøres der ikke løbende opgørelser over børn og unge, der har ventet i mere end 1 år, men det er jo altså det, vi nu laver om på.
Nu beder vi Danske Regioner om at lave en særskilt opgørelse, hvoraf det fremgår, hvor mange der har ventet i over 1 år.
Men det er altså ikke tilfældigt, at man hidtil har opgjort det som under og over 2 måneders ventetid.
Det er det, der er relevant for den garanti, der er givet.