L 31 Forslag til lov om indgåelse af tillægsaftale til den dansk-grønlandske dobbeltbeskatningsaftale.

Af: Skatteminister Kristian Jensen (V)
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2006-07
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 04-10-2006
1. behandlet / henvist til udvalg 25-10-2006
Betænkning afgivet 22-11-2006
2. behandlet/direkte til 3. behandling 28-11-2006
3. behandlet, vedtaget 14-12-2006
Ministerområde:
Skatteministeriet
Resumé:
Formålet med loven er, at en dansk-grønlandsk tillægsaftale af 19. juni 2006 gennemføres som dansk lov.
Tillægsaftalen vedrører beskatning af løn, som en person, der er hjemmehørende i den ene del af riget, oppebærer for arbejde om bord på et skib, der er registreret i det internationale skibsregister i den anden del af riget.
Baggrunden er, at både Danmark og Grønland har særlige skatteregler for personer, der arbejder om bord på et skib, i henholdsvis Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) og det grønlandske nettolønsregister. Disse regler skal sikre danske, henholdsvis grønlandske rederiers konkurrencemæssige stilling i forhold til rederier fra andre lande, idet de får mulighed for at nedsætte omkostningerne til løn til deres søfolk.
Tillægsaftalen medfører derfor, at en dansk sømand med arbejde om bord på et skib, der er registreret i det grønlandske nettolønsregister, ikke skal betale dansk skat af lønnen for dette arbejde, ligesom en grønlandsk sømand med arbejde om bord på et skib i Dansk Internationalt Skibsregister ikke skal betale grønlandsk skat af lønnen for dette arbejde.
Loven skønnes ikke at have nævneværdige administrative eller provenumæssige virkninger.
Afstemning:
Lovforslaget vedtaget med 108 stemmer (V, S, DF, KF, RV og SF); 2 (EL) stemte hverken for eller imod.