Tak for det, formand. Og tak til den konservative formand og ordfører for forslagsstillerne for motiveringen af forslaget. For regeringen er det er selvsagt vigtigt, at vores erhvervsregulering er både klar og håndterbar, så man som virksomhed kender de rammer og regler, man skal navigere efter. Retssikkerhed ligger derfor regeringen meget på sinde. Det gælder både i det lovforberedende arbejde, men også efter vedtagelse, hvor det, der eksempelvis hedder Erhvervslivets EU- og Regelforum kommer med anbefalinger til regeringen til, hvordan man kan gøre hverdagen lettere for virksomhederne. Det her såkaldte Erhvervslivets EU- og Regelforum er heller ikke ukendt for konservative ministre. Det er noget, vi har skabt i fællesskab.
Retssikkerheden ligger regeringen meget på sinde, og lad mig starte med at give endnu et eksempel på det. Med den nye bogføringslov automatiserer og digitaliserer vi virksomhedernes regnskabsprocesser. Det understøtter virksomhedernes regelefterlevelse, så de ikke skal bekymre sig om administrative bøvl, og det giver dem samtidig byrdelettelser og mere tid til kerneopgaven. Det handler om klar og håndterbar lovgivning, som giver retssikkerhed til virksomhederne. Det er en indsats, som der på tværs af regeringsskifter har været endog meget bred enighed om i Folketinget, fordi det er vigtigt også med retssikkerhed her.
Et andet eksempel er, at regeringen har lavet en EU-indsats for at få andre lande med på, at mængden af rapporteringer efter CSRD-standarderne skal reduceres markant, og det skal gøres mere datadrevet til gavn for virksomhederne og deres evne til og muligheder for at håndtere implementeringen af det her meget store lovforslag. Det er ikke særlig længe siden, at vi havde drøftelsen af lovforslaget i Folketinget. Jeg var glad for den brede opbakning til det, ikke mindst i forhold til indsatsen for at gøre det så simpelt, så gennemskueligt og så implementerbart som overhovedet muligt. Det handler også om, at vi med selv så store lovforslag finder sammen med hinanden i Folketinget med henblik på at styrke bl.a. retssikkerheden for virksomhederne.
Det er allerede sådan i dag, at lovforslag tydeligt skal beskrive de beføjelser, der tildeles myndighederne, og konsekvenserne af den tildeling. Beslutningsforslaget nævner aftalen om politisk håndtering af kompensation ved fremtidige epidemier, som jo i parentes bemærket også bygger på en bred aftale, også med opbakning fra Det Konservative Folkeparti selv. Ligeledes nævner man i beslutningsforslaget lovforslag 121 om ændring af konkurrenceloven. Det har vi lige haft til anden behandling her i Folketingssalen i dag, og også i den sammenhæng fandt vi jo rent faktisk sammen om en tilretning, som kunne være med til at styrke retssikkerheden og håndtere de bekymringer, som har været om lovforslaget.
Derudover har regeringen som sagt allerede et stort fokus på retssikkerhed i forbindelse med lovforslag, bl.a. at vurdere lovforslag i forhold til grundloven, EU-retten, den europæiske menneskerettighedskonvention og centrale tværgående love, herunder ikke mindst forvaltningsloven og lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Og derudover er der en omfattende dialog, kan man rolig sige, på erhvervsområdet, når det handler om udmøntning af lovforslag, med erhvervsorganisationerne og virksomhederne; der er en omfattende høring; og følger man lidt med i høringsnotater på vores område, vil man se, at der er en ret stor enighed om at gøre, hvad vi kan, for at sikre, at lovforslagene på vores område implementeres bedst muligt og dermed jo også med størst mulig retssikkerhed for virksomhederne.
Jeg kan selvfølgelig kun udtale mig på regeringens vegne, men jeg kan sige, at vi vil fortsætte med at fremsætte lovforslag af høj kvalitet, hvor det er tydeligt at læse forslagets indhold og selvfølgelig også konsekvenserne af forslaget. Vi vil også fortsætte med at holde fokus på danske virksomheders retssikkerhed i forbindelse med planlægningen og udarbejdelsen af lovforslag.
Jeg kan altså ikke se, at der er behov for et specifikt afsnit om virksomhedernes retssikkerhed i samtlige lovforslag i fremtiden. Der skal, som jeg var inde på før, allerede stå, i hvilket omfang konsekvenserne eksempelvis på det retssikkerhedsmæssige område er relevante for det pågældende forslag. Det vil efter regeringens opfattelse være et meget formelt krav, der ikke bringer mere værdi for virksomhederne. Det, der skaber mere værdi for virksomhederne, er regeringens og også Folketingets brede fokus på enkle regler og at skabe så enkle regler som overhovedet muligt og ikke mindst, tror jeg, at sikre en simpel, digital og automatiseret indberetning af forskellige oplysninger. Det var det, jeg nævnte før, at vi arbejder med.
Jeg er glad for den brede opbakning til den politiske aftale om kompensation ved fremtidige pandemier samt L 121 om ændring af konkurrenceloven, som jo altså som sagt blev andenbehandlet tidligere her i dag, hvor forslaget jo blev mødt med bred opbakning, og det vil skabe nye og nødvendige værktøjer for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fremover. Der har vi haft diskussioner, som har gjort, at forslaget har fundet – efter regeringens opfattelse og, kan jeg konstatere, også efter et bredt flertal i Folketingets opfattelse – den rigtige balance og dermed også balance, når det handler om retssikkerhed.
De her værktøjer har vi ikke bare kigget på hvordan bliver anvendt i Danmark, vi har også kigget uden for landets grænser og har kunnet se, at de også har været effektive i andre europæiske lande, i Tyskland, Island og Storbritannien, hvor særlig Storbritannien jo er nået langt på de her områder, og hvor man har gjort det lettere for kunderne eksempelvis at bruge de her værktøjer til at skifte mellem banker, og det er som sagt de værktøjer, vi tager fat på nu. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det sker ud fra et ønske om at sikre, at lovgivningen er så præcis som overhovedet muligt, ikke mindst ud fra retssikkerhedsmæssige hensyn til vores erhvervsliv.
Så på den baggrund vil jeg sige, at jeg ikke håber, det kommer som nogen overraskelse, at regeringen ikke mener, at retssikkerhed fremmes, ved at vi udvider et skema i lovforslag med et enkelt punkt. Det handler i høj grad lige nu om at gøre det her, som vi har gjort på lange stræk i fællesskab, og som har handlet om, at lovgivning skal være præcis, gennemskuelig og implementerbar for virksomhederne. Det er det, der er den mest effektive måde at fremme retssikkerheden på. Så regeringen kan ikke støtte beslutningsforslaget.